Tilbage til Alle begivenheder

Kunstnerbesøg: Jeannette Slütter


  • Glas - Museet for glaskunst 8 Strandvejen Ebeltoft, , 8400 Denmark (kort)

Den kommende tid kan du støde på den hollandske kunstner Jeannette Slütter på Glas. Jeannette er nemlig på researchbesøg på museet - noget der skal ende ud i et permanent værk til Glas. Og hun vil rigtig gerne i dialog med dig som gæst. Derfor sidder hun nogle dage i Det kreative rum eller lister rundt på museet. Andre dage arbejder hun i værkstedet med vores glaspustere eller står i receptionen sammen med vores museumsværter. Der er ingen faste tidspunkter på de forskellige ting, men hendes sidste dag er den 29. august, hvor hun slutter af med en artist talk for Glas KLUB medlemmer.

Jeannette Slütter er en tværfaglig kunstner, der arbejder med planglas. Hendes praksis fokuserer på de skjulte systemer, der former vores adfærd og opfattelser – både inden for kunstverdenen og udenfor. Hendes arbejde indgår ofte i dialog med arkitektur, ikke kun som en fysisk struktur, men som en ramme for social interaktion, formet af både eksplicitte regler og stille forventninger.

“Rutine”, som Slütter kalder det nye værk, udforsker museet som et rum, der ikke kun formes af dets arkitektur og personale, men også af tilstedeværelsen af hver enkelt besøgende. Gennem samtaler vil kunstneren indsamle refleksioner over museets arkitektur, dets daglige rytmer og hvordan folk bevæger sig gennem det – både fysisk og mentalt. Disse refleksioner danner en samling af personlige ruter set fra forskellige perspektiver, og disse vil blive udgangspunktet for et nyt kunstværk. Et kunstværk, hvor museet bliver både motiv og scene, et fælles rum gennemkrydset af mange stier.

Jeannette Slütter (f. 1988) er bosat i Haag, Holland. I sit arbejde udforsker hun temaer omkring kunstnerisk virke såsom forfatterskab, magtstrukturer og beskuerens perspektiv. Det kommer til udtryk i stedsspecifikke interventioner, publikationer og offentlige arrangementer. Hun har udstillet på Das Leben am Haverkamp, MORPHO og Kunsthal Extra City i Antwerpen samt i den hollandske pavillon på Biennale Architettura 2025 i Venedig. I 2024 var hun en del af særudstillingen Labyrinten her på Glas.
https://www.jeannetteslutter.nl

Vi håber, I vil tage godt imod hende og alle hendes spørgsmål.

Forrige
Forrige
17. august

Omvisning i Et sekunds stilhed

Næste
Næste
29. august

Glas KLUB - sommerfejring