IN THE MAKING
Gruppeudstilling

14.01.2023–16.04 2023

Hvordan bliver en løs idé til et færdigt kunstværk? Hvor kommer inspirationen fra, hvilke eksperimenter og overvejelser går forud, og hvordan får idéen form i værkstedet?

Du får nogle af svarene i udstillingen In the Making, hvor 10 kunstnere giver et indblik i den kreative proces. Udstillingen fortæller, hvordan vilde idéer bliver til kunstnerisk virkelighed.

I udstilling deltager

Lise Eggers | Bjørn Friborg | Johanne Jahncke | Morten Klitgaard | Jonas Noël Niedermann | Karen Nyholm | Marie Retpen | Tobias Sode | Aoife Soden | Ida Wieth

De ti kunstnere, som er repræsenteret i udstillingen, tilhører en stærk generation af yngre glaskunstnere, der alle arbejder professionelt med glas. Spændvidden er stor og emnerne mange. Fra eksperimenterende og materialeunderbaserede praksisser hos Ida Wieth og Johanne Jahncke til undersøgelser af naturens udtryk og råmaterialer hos Morten Klitgaard og Lise Eggers. Karen Nyholm skaber figurative fortællinger om magiske væsener. Aoife Soden dykker ned i maritime symboler og sømandstatoveringer, mens Marie Retpen udforsker den uperfekte krop. Jonas Noël Niedermann leger med glassets optiske kvaliteter. Bjørn Friborgs udtrykker værkstedets energiudladninger i skulpturelle ’implosioner’, og Tobias Sode kaster sig over nye kunstneriske udtryk efter genopdagelsen af ungdommens yndlings-computerspil, Tetris.

Kridttegninger og noter på sorte tavler formidler den kunstneriske proces og giver et indblik i inspirationskilder, overvejelser, eksperimenter og metoder. I mange glasværksteder tegner kunstnerne skitser med kridt, før de begynder arbejdet med det varme glas. Metoden og formidlingen skal også inspirere dig, der besøger udstillingen, til at engagere dig kreativt. På 1. sal inviteres du til at tegne din egen idé til et kunstværk, tage et billede af din skitse og dele den på Instagram. Så deltager du i konkurrencen om at få realiseret din idé til et kunstværk i glas. Tre idéer udvælges i løbet af udstillingsperioden og fremstilles i museets værksted. Se datoer for fremstilling nedenfor.

Fælles for kunstnerne i udstillingen er, at de alle har modtaget Finn Lynggaards Legat, som er blevet uddelt af Finn Lynggaards Fond siden 2010. Udstillingen er kurateret i samarbejde med Eva Lynggaard (Finn Lynggaards datter) og Tchai Munch (glasformgiver og Finn Lynggaards enke) og kan ses frem til 16. april 2023.

  • Finn Lynggaards Fond blev oprettet i forbindelse med Finn Lynggaards 80-års fødselsdag den 11. januar 2010 som en fødselsdagsgave og en hyldest til den danske glaspionér og initiativtager til Glasmuseet Ebeltoft. Formålet var hvert år omkring Finn Lynggaards fødselsdag at uddele et legat til en udøvende glaskunstner med henblik på videreuddannelse eller studierejse. Fonden har således gennem mere end ti år støttet en række yngre glaskunstnere i deres videre udvikling mod nye kunstneriske udtryk. In the Making markerer afslutningen på legatets uddeling.

  • Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
    Chalk Copenhagen
    Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond
    Finn Lynggaards Fond
    Frimodt-Heineke Fonden
    Lemvigh-Müller Fonden
    Schjerning Farver A/S
    Statens Kunstfond
    Toyota Fonden