BACHELOR PROJECT 2025
Det Kgl. Akademi

05.09.2025 — 23.11.2025

Fordyb dig i årets afgangsprojekter skabt af de studerende ved Det Kongelige Akademis kunstneriske professionsbacheloruddannelse Crafts in Glass and Ceramics på Bornholm.

Oplev årets bachelorudstilling for danske og internationale glasstuderende fra Det Kongelige Akademis professionsbacheloruddannelse Crafts in Glass and Ceramics.

Afgangsprojekterne er skabt efter tre års studier på skolen i Nexø, som hører til blandt Europas små, men førende uddannelsesmiljøer inden for glas og keramik. Centralt i uddannelsen er værkstedet, hvor de studerende lærer at beherske materialet og former deres eget udtryk.

Årets bachelorprojekter viser en stor mangfoldighed blandt de studerende, men der er særligt en tendens, der præger dette år, ifølge programansvarlig Nina Erichsen: ”De studerende er meget opmærksomme på materialernes grundkvaliteter og arbejder med metoder, der handler om at eksperimentere med at forstå naturens råstoffer. Samtidig bruger de studerende også farver, som vi finder naturligt i den danske natur, og derfor er farveskalaen også mere afdæmpet”.

Denne tilgang hænger bl.a. sammen med, at de studerende arbejder ud fra nogle dogmer, hvor de skal undgå at bruge materialer, der er skadelige for sundhed og natur.